Djøf: Lister over embedsfolk vil være “et demokratisk problem”

POLITISK ARBEJDE: Det er betænkeligt, hvis politiske partier laver oversigter over embedsfolk med tidligere tilknytning til et andet parti, mener  Djøf. 

Det er uden for skiven, hvis politiske partier laver lister med embedsfolk, der har haft en form for tilknytning til et andet parti.

Sådan lyder det fra fagforeningerne Djøf og DJ Kommunikation, efter Berlingske har berettet, at mediet er “blevet bekendt med”, at både Socialdemokratiets Analyse- og Informationsafdeling og Venstres Center for Kommunikation og Politik har lister over folk ansat i centraladministrationen, som har bånd til det andet parti.

“Helt overordnet er det betænkeligt, hvis man begynder at registrere embedsmænds politiske præferencer. Først og fremmest fordi vi synes, det er vigtigt, at man kan bevare sin neutralitet som embedsmand, men også fordi det for mig er enormt vigtigt, at man godt kan deltage i demokratiet og dermed også være politisk aktiv, uden at det skal ligge én til last eller blive brugt i forskellige sammenhænge,” siger Sara Vergo, formand for Djøf Offentlig.

Embedsmænd har også fritid og fortid
Hun understreger, at embedsmænd selvfølgelig ikke skal agere politisk i arbejdet, men embedsmænd kan sagtens have haft et fritidsliv eller en fortid, hvor man har udvist et engagement af politisk eller foreningsmæssig karakter – uden at det skal ligge én til last.

“Hvis vi begynder at have et embedsværk, som ikke på nogen måde tør have et tilhørsforhold eller engagement i samfundet, fordi det kan blive brugt imod én, så synes jeg faktisk, vi har et demokratisk problem,” siger Sara Vergo.

Venstre har efterfølgende præciseret over for Berlingske, at partiets sekretariat ikke ligger inde med “systematiske optegnelser over partitilhørsforhold blandt ansatte i centraladministrationen”.

Læs hele artiklen på Altinget Embedsværk, hvor du får mere baggrund og en kommentar fra DJ Kommunikation.

 

Forrige artikel Dagens overblik: Tesfaye svarer på omfattende kritik af nyt lovforslag  Dagens overblik: Tesfaye svarer på omfattende kritik af nyt lovforslag Næste artikel Skal Tesfaye selv kunne tage statsborgerskabet fra folk? Her er ekspertens argumenter for og imod Skal Tesfaye selv kunne tage statsborgerskabet fra folk? Her er ekspertens argumenter for og imod